Skal man dyrke sport for at have gavn af sportsmassage?

Svaret er NEJ ! Dine smerter behøver ikke nødvendigvis at være relateret til nogen form for sport, for at du kan blive behandlet her på klinikken.
Sportsmassage kan også være for dig som har været i haven, skovlet sne, bygget terrasse, slæbt fliser m.m. Som følge af det arbejde kan der opstå en smerte på grund af en overbelastning. Her vil sportsmassage være yderst relevant, til at få løsnet op i musklerne.
Muskelspændinger behøver ikke altid opstå som følge af en aktiv bevægelse. Muskelspændinger kan også komme af stillesiddende arbejde, med statisk spænding af musklen. Dette kan eksempelvis være kontorarbejde, som kan give spændinger i skulder og nakkeregionen.
Så selvom du ikke dyrker sport og har muskelspændinger/smerter kan du sagtens få hjælp på klinikken.

Akut hold i lænden

Kan også kaldes lumbago, hekseskud, facetledssyndrom eller lændesmerter.
Smerterne opstår typisk akut, men kan også komme snigende. Karakteristisk for lidelsen vil være at man føler sig låst og begrænset i sine bevægelser. Nogen kan også opleve smerter ned i ballerne eller benene.
Her på klinikken vil behandlingen bestå i at løsne op for de muskler som er spændte og derved nedsætter din mobilitet. Dette vil oftest give en smertereducering efter få behandlinger.
Udover den manuelle behandling, kan jeg også give vejledning i, hvordan du undgår at det gentager sig. Dette kan være ved hjælp af træningsøvelser eller også blot en korrigering af kroppen ved mobilisering/manipulering.

Iskiassmerter

Dette er et begreb som dækker over en række symptomer og ikke en specifik diagnose.
Symptomerne som begrebet dækker over er smerter i ballen og udstrålende smerter i benet/fod og i nogle tilfælde også lændesmerter.
Iskiassmerter kan komme af inflammation eller tryk omkring nerverødderne i lænden. I dette tilfælde vil jeg behandle manuelt med massage og mobilisering af de muskler/strukturer som giver dette tryk.
I andre tilfælde kan smerterne skyldes at piriformis, som er en lille dybtliggende muskel, er overbelastet og derved bliver stram og klemmer på iskiasnerven. Her vil behandling naturligvis koncentrere sig mere om denne muskel end lændens muskler.
Specielt i tilfælde med piriformis problemer kan akupunktur vise sig gavnlig, da musklen ligger dybt og nogle gange kan være svær at få fat i med fingrene.

Forstrækning/fibersprængning

Forskellen ved en forstrækning og en fibersprængning er at ved en fibersprængning sker der en delvis eller total muskelbristning. Ved en forstrækning sker blot et voldsomt træk i musklen.
Helingsprocessen vil således gå hurtigere ved en forstrækning.
I begge tilfælde vil massage medvirke til en hurtigere restitution, via en øget blodcirkulation.
Ved en sådan skade kan akupunktur i mange tilfælde også fremskynde helingsprocessen, da det afspænder musklen samt øger blodcirkulationen.

Springerknæ/løberknæ

Ved et springerknæ vil man opleve jagende eller stikkende smerter på forsiden af knæet, i den sene som forbinder knæskallen med skinnebensknoglen. Et springerknæ ses ofte hos folk som laver mange spark og spring (fodbold, håndbold og badminton). Disse bevægelser giver en belastningsskade, som skyldes en betændelse eller en irritationstilstand i senen på forsiden af knæet.
Ved et løberknæ vil man opleve smerter på ydersiden af knæet. Smerten vil optræde i den sene er på ydersiden af knæet og som gnider mod lårbensknoglen, hvorfor en irritation eller inflammation dannes. Et løberknæ ses ofte hos folk med gentagne og langvarige bevægelsesmønstre (cykelryttere eller langdistance løbere). Typiske faktorer ved løberknæ vil være svag muskulatur ved hoften eller dårlig fodstilling.
Fælles for begge lidelser vil være at massage vil forkorte helingsprocessen. Baggrunden for dette er at man vil få løsnet op i de muskler som er spændte og derved vil må få en smertereducering, hvilket vil være adgangsgivende til en mere optimal genoptræning.

Smerter i skulderen

Kan ofte skyldes senebetændelse. De væsentligste faktorer for en senebetændelse er uheldige arbejdsfunktioner, tungt og ensidigt arbejde med mange løft, fritidsaktiviteter som belaster skulderen. Disse faktorer vil medføre en overbelastning, som vil give en betændelse i senen (supraspinatussenen).
Grundet tilstanden i senen, vil kroppen automatisk øge blodcirkulationen i senen for at bekæmpe betændelsen. Dette gør at det vil gøre ondt at bevæge armen og musklerne rundt om skulderen vil derfor spænde op så det giver en nedsat mobilitet af armen.
Massage vil løsne op for de muskelspændinger således at mobiliteten øges og der gives bedre forhold for en optimal genoptræning af skulderen.
Behandlingen kan suppleres med akupunktur, da det vil aktivere kroppens system til at bekæmpe betændelsen hurtigere.

Smerter i akillessenen

Kommer som regel på grund af langvarig belastning. Med tiden kommer der små rifter i senen. Disse danner mikroskopiske blødninger. Blodet skaber en irritation som med tiden giver en betændelsestilstand.
Typiske årsager til lidelsen er, løbetræning, meget løb på hårdt underlag eller uhensigtsmæssigt fodtøj. Alderen kan også have en påvirkning, da styrken i senevævet reduceres med alderen og du derved lettere får betændelse i senevævet.
Behandlingen her på klinikken vil primært være massage af lægmusklen evt. suppleret med akupunktur. Dette for at opnå en mindre muskelspænding og derved et mindre træk i senen.
Du har også mulighed for at få lavet et par special designede såler på klinikken. Disse vil hjælpe til så din fod/sene vil blive aflastet mest optimalt ved gang eller løb.

“Musearm”

Lidelsen dækker over forskellige gener i hånd og arm. Som regel på grund af arbejde med PC (både mus eller tastatur). Der kan som sagt være tale om gener både i armen, typisk ved albuen eller i hånden. Fælles for dem alle er at de opstår ved gentagne belastninger af muskler, sener, ledbånd og nerver.
I mange tilfælde vil man også opleve smerter i skulder og nakkenregionen. Disse smerter kan komme som følge af forskellige former for kompensationsmønstre. Her på klinikken vil behandlingen bestå i massage af den spændte muskulatur, samt evt. vejledning i en mere optimal ergonomisk arbejdsstilling, så risikoen for at tilstanden vender tilbage minimeres.